Soho Chinatown – et stemningsbillede
Jeg har tænkt lidt over, hvordan jeg skulle lave de her London-indlæg og er nået til at prøve at samle lidt sammen under en område-overskrift, sådan at man både kan få en fornemmelse af stedet i sig selv, men også lidt mad, shopping og hvad der ellers måtte være. Det hænger lidt sammen med at jeg har så meget jeg gerne vil fortælle og vise jer, så hvis jeg skal presse det sammen i få indlæg, bliver det overfladisk. Hvis I hellere vil have at jeg gør det på en anden måde, så sig til?
Første område er Soho (Chinatown).
Man går rundt i Londons britiske atmosfære og med ét ændrer alt sig. Farverne og husenes dekorationer, butikkernes facader og gadepynten, små finurlige porte og drager der slynger sig. De udendørs menukort findes i dagtimerne ikke altid på engelsk og navnene på mange af forretningerne består af tegn, som de fleste af os vestlinge ikke forstår. Vi er i Chinatown, hvor de officielle skilte står på kinesisk. Stemningen er fantastisk og duften helt særlig. Der steges ænder og kyllinger, som hænger i vinduet og ser sprøde ud.
Folk på gaden ser afslappede ud, selv om tjenerne er ved at gøre klar til aftenkundernes store ryk-ind. Vi er blandt aftenkunderne og vi er sultne! Personligt, er jeg ikke vanvittig glad for kina-mad, men jeg må gi’ mig. For jeg har tre kina-glade folk med, så går og overvejer om nudlerne skal have den ene eller den anden smag. Jeg tænker suppe! Det har været en kold typisk efterårsdag i London med både blæst og regn indimellem, så noget varmt…..rigtig varmt….det er lige det jeg trænger til. Vi beslutter os for et sted med en meget venlig meget engelsktalende tjener, som lover os at forklare menuen nærmere. The “Far East”.
Nudelsuppe med kylling – yes sir! Haps. Jeg vælger bare forrets-versionen og bestiller noget med nogle ris til bagefter (ved ikke rigtig hvad det er, men altså – ris er vel ris, right?)
Suppe-tingen ankommer og jeg er noget lettet over at jeg kun bestilte den lille udgave….den lille udgave er kæmpestor, så de der ris får nok svært ved at glide ned også. Der er paneret kylling i suppen…lyder spøjst? Hmm….ja – det er spøjst. Jeg ved ikke helt, hvad jeg mener om suppe-blød-panering (yikes), men med lidt tilvænning går det. Risene bliver stående (bliver dog tilbudt en lille plastikæske så jeg evt. kan tage det med mig, meeeen…nej) – der er alligevel bund i selv de mest aktive London-turister og til de meget lave priser i de små lokale restauranter, så er det nok ikke risene der kommer til at vælte budgettet. Mit måltid bestående af suppe-tingen der, risene og en cola beløber sig til små 90 kr. i alt – tjek!
Der er ingen tvivl om at Chinatown er et besøg værd – der er bare så fint allevegne.
Besøg evt. også “Bodeans”, som er et mindre spisested med ualmindelige snaskede burgere og fritter (på den helt rigtige måde…mums) og snaskede hotdogs, men der kan være kø, så undgå de travleste spisetider eller bestil bord.
De mange små lokale specialbutikker (købmandsforretninger osv) har også mange sjove ting (hvor man fatter hat af varedeklarationerne), så de er bestemt en browsing værd også. Og, igen, varerne her er meget billige.
5 Comments
Anonymous
fint lille stemningsbillede – nu MÅ man vist derover igen!
BB
Kira
Virkelig smukke og farverige billeder. Og super dejligt med lidt inspiration, inden man selv tager af sted i starten af det nye år. 🙂
Guapizimo
Der ser hyggeligt ud i Chinatown!
Chelsea
Det ser rigtig hyggelig ud – tænk, jeg blev helt i julehumør af de billeder 😀
Malsen
Dejligt at I kan li' billederne 🙂 Er selv parat til at tage afsted igen med det samme….kan ikke få nok London 🙂
Chelsea…..hihi….øh jeg mener Ho-ho-ho 😀