Skriblerier

Et nyt kapitel i bloggens liv


Juli måned 2009, i en sen aftentime, besluttede jeg at starte en blog uden at have den fjerneste idé om, hvad det egentlig var sådan rigtigt. I begyndelsen handlede den primært om LV og mærkets historie samt nyheder, men langsomt blev den mere grundet i hele modespektret. Det tog noget tid inden jeg havde mod til at lægge billeder op af mig selv og jeg var da også en hovedløs rytter med et godt spejl og et mindre godt kamera i en temmelig lang periode. Faktisk husker jeg ikke helt, hvad det var der gjorde, at jeg “sprang ud i det”, så at sige, og satte ansigt på, men jeg kan huske, at det er et af de indlæg, hvor hænderne rystede allermest imens jeg trykkede “udgiv”. Nu, hvor jeg er på vej mod det femte fulde blogger år, spekulerer jeg ikke ret meget over den side af bloggingen længere.
Jeg har altid være selvstændig blogger. Herre i eget hus og det har ved gud været godt. Og dårligt. Nemt. Og svært. For når man er alene, så skal man jo klare alting selv og her taler jeg ikke kun om det tekniske, som jeg faktisk synes er sjovt at rode med. Men hele arbejdet med at nå ud til flere, nytænke sig selv, vurdere samarbejder osv. osv. er enormt tidskrævende. Det er selvfølgelig, som med alt andet i livet, en prioritering, men i takt med at min blog har føjet år på bagen, så mærker jeg også mit eget ambitionsniveau stiger … eller ændrer karakter om man vil, hvilket ikke altid er så realistisk i forhold til mit virkelige liv. Jeg kan mærke, at jeg trænger til, at der skal ske noget nyt, som måske kan sparke mig ud af min comfort zone. Det er sundt, har jeg hørt 🙂

I er garanteret helt med på, hvor det her indlæg fører hen og I har i hvert fald helt ret, hvis I sidder og tænker, at jeg om lidt fortæller, at bloggen skal flytte 🙂 Det har været en lang tankeproces, om det var det rigtige at gøre, men jeg har en rigtig god mavefornemmelse. Virkelig. Jeg kan mærke, at jeg tror på det her og at det bliver et godt samarbejde, så det vil jeg gerne gå ind i. Jeg har derfor sagt ja til at joine en hel masse dygtige og dejlige blogger ladies ovre på Looklab, hvor I (forhåbentlig … hvis al flytning går okay) vil finde mig fra i morgen på et tidspunkt. Bloggen har ingen nedetid i den forbindelse og I skal heller ikke ændre spor … denne blog redirecter automatisk til den nye platform. Skulle der opstå noget, så siger I det selvfølgelig, så er der en tekniker der kan noget 🙂

Det lyder måske tosset, men jeg har faktisk lidt sommerfugle i maven og en lille smule præstationsangst, for jeg synes det var en rigtig fin anerkendelse at blive tilbudt en plads og nu glæder jeg mig virkelig oprigtig meget til at gøre noget nyt. Jeg håber af hele mit bloggerhjerte at I følger med på de nye eventyr med “Malsen”. Jer vil jeg ikke undvære! 🙂

Ses vi mon i mine nye rammer?

24 Comments