Skriblerier

Veje der mødes og veje der skilles …

Der findes simpelthen ingen passende indledning til sådan en type indlæg som dette – det er personligt og jeg har ikke lyst til at hælde vand ud af ørerne. Har heller ikke lyst til at tie stille. Vil på en måde gerne skrive mig ud af det, men bloggen er ikke mediet at gøre det på og et huskende internet er heller ikke det jeg synes jeg har brug for … egentlig.

  
Men det korte af det lange er, at der naturligvis er en grund til mit fravær på bloggen her. Livet er hårdt i øjeblikket – hårdt for mig, hårdt for min familie – både den der var og den der er og den som er ved at finde en ny form. Min mand og jeg er blevet skilt og selv om det er en beslutning truffet i enighed – og som i øvrigt er helt den rigtige, tror vi – så er det virkelig virkelig hårdt. For det er jo ikke bare et ægteskab – det er også et langt og vigtigt venskab. Et venskab, som jeg på ingen måde har lyst til at miste, hvilket jeg forhåbentlig heller ikke behøver. 15 år har vi været sammen og heldigvis har vi verdens bedste dreng, som vi altid vil have sammen. Måske har nogen af jer prøvet det her … og ved, hvilke følelser man har inden i sig. Jeg har ikke ord. Lige nu i hvert fald. 

Men en kær samarbejdsrelation skrev til mig, at hun havde oplevet det som noget af det sværeste, at se alle drømmene briste. Ja …. sådan har jeg det også. Alle de drømme man havde, som ikke bliver. Det skal jeg godt nok lige arbejde med. Det og så alt det andet. Finde egne rutiner, rytmer … At håndtere savn når Cookie ikke er hos mig og at løfte blikket og se verden igen. Med nye briller. 

Jeg er tilbage indimellem i den kommende tid… og jeg håber, at I stadig er her, når jeg indimellem pipper <3

Ind til da, så håber jeg, at I passer godt på jer selv og hinanden.

32 Comments