Mistrivsel. Om at træffe den tunge beslutning om skoleskift og om hjerteenergi som er på vej tilbage

Hold fast, venner, det her er et af de længere skriv, men jeg håber du er klar på at læse, hvad jeg har på hjerte, så tag en kop kaffe og læs videre.

Der har været travlt herhjemme. Jeg har fået afleveret min eksamensopgave, som jeg nu afventer svar på, men der er noget andet som har fyldt meget meget mere og som har drænet mig for den der indre energi. Hjerteenergien.
For hvad gør man, når ens barn er i mistrivsel i skolen og når man synes man har forsøgt at gøre alt for at ændre tingenes tilstand? Hvad gør man, når man ønsker det allerbedste for barnet, men samtidig også kun ser én løsning, som man ikke kan vide sig sikker på vil være god? Det eneste man ved er, at situationen er uholdbar og at ingen – hverken ham eller jeg kan holde til at være kede af det så meget tid. Nuvel, lidt forhistorie under billedet.

De første tegn på mistrivsel

0. klasse gik uden de store udsving. De første par måneder af 1. klasse gik også fint nok, men så begyndte udfordringerne langsomt at dukke op. Hvad der præcis ændrede sig, ved jeg faktisk ikke, men herhjemme begyndte jeg langsomt at få en dreng, som tog mere og mere afstand til skolen, følte at der var larm og voksne der råbte, at ingen kunne lide ham og som oftere og oftere følte sig syg, dårlig eller utilpas. Det var svært at vide, om det var reelle smerter eller om det var en måde at fortælle, at han ikke havde det godt. Måske en blanding. Allerede på det tidspunkt begyndte jeg at overveje, om mit barn og den skole vi havde valgt, mon var det bedste match, men jeg syntes også dengang, at det er et virkelig stort skridt at tage, hvis man vælger at lave et skoleskift. De vante rammer, kammerater, nabolaget osv. kombineret med, at jeg personligt var (og er) rigtig glad for den skole.

Ondt i maven og ondt i sjælen

Nå, men sideløbende med det, var der helt målbare udfordringer med hans mave og efter nogle gode samtaler med den lokale børnelæge både om helbred og trivsel, endte vi med at blive sendt til Roskilde Børneafdeling for nærmere udredning, men vi var i tvivl om maveproblemerne alene var skyld i mistrivsel eller hvad det præcist handlede om.
I marts 1. klasse lukkede Danmark første gang i forbindelse med Corona og hverdagen blev en anden. Børnene skulle møde senere, hvilket gjorde morgenerne langsommere og jeg arbejdede hjemme, så afleveringerne om morgenen blev også roligere. Børnene blev undervist i mindre grupper og der var derfor tættere kontakt til den voksne og bedre tid til det enkelte barn. Maveproblemerne var der stadig, men det var som om de ikke fyldte på samme måde.
De sidste måneder af skoleåret gik rimeligt og jeg tror bestemt, at det først og fremmest handlede om, at strukturen i hverdagen var anderledes og at de voksne havde tid. Samtidig var der et godt samarbejde med de voksne og især skolepædagogen.
I slutningen af sommerferien var svarene fra Roskilde Børneafdeling helt tydelige. Maveproblemerne skyldtes primært laktoseintolerance, så det ville kræve en kostomlægning. Heldigvis var det ikke glutenallergi, hvilket jeg havde frygtet i begyndelsen. Laktoseintolerance er lidt nemmere at have med at gøre, trods alt.
Der var en lille stemme i mit hovede som – måske naivt – fortalte mig, at nu ville alting også blive meget bedre i skolen. Ja ja …. jeg er jo født optimist.

Så da sommerferien var forbi og 2. klasse skulle begynde, havde jeg lige dele optimisme og nye metoder i ærmet. Jeg lavede en skoledagbog med en tydelig struktur, for mig selv, hvori jeg noterede korte sætninger, som mit barn havde udtrykt, når han kom hjem og bestemte mig for at behandle konflikter fra dagen på en anden måde. På den måde var det også lettere for mig at sparre med hans far omkring det.
Skoledagbogen hjalp mig til at kategorisere problematikkerne i stedet for at det bare blev “jeg hader skolen, mor” og en stor pærevælling. På den måde kunne jeg måske, sammen med ham, blive mere konkret på, hvor skoen trykkede mest og oftest og bedst mulig samarbejde med skolen.
(Og hvis der er stemning for at jeg deler, hvordan jeg lavede skoledagbogen og den konkrete arbejdsmetode, så sig til …. så laver jeg et skriv om det helt specifikt)

Det gik ok. Og det blev langsomt tydeligere, at det ofte handlede om, at mit barn følte sig alene, overset, udskældt og ofte blev gjort skyldig – nogle gange for handlinger han ikke havde begået. Og altid i skoletiden, aldrig i SFO-delen. Det sidste var nyt, for i perioden før Coronalukning, var det “over det hele”. Dagbogen hjalp mig til at se, at det (heldigvis) ikke var hele hans dag, som var svær. Uanset om hans følelser afspejlede noget rigtigt eller forkert, så var det hans følelse og hans oplevelse – og det bliver man selvfølgelig nødt til at lytte til og forsøge at forstå også selv om andre måske ville se det anderledes udefra.
I efteråret spidsede tingene til. Der blev det så meget, at jeg hver eneste søndag aften havde et grædende barn, som ikke ville i skolen efter weekenden. Oktober gik med nye forsøg og nye aftaler, men der var ikke bedring. I november og december ramlede det pga mange forskellige ting, som bliver lidt for detaljerede og udstillende at skrive her. Min søn begyndte selv at give udtryk for at det måske ville være bedre at starte et nyt sted. At få en ny start. Herregud, han er 8 år <3
December gik med planer, møder, afklaringer og alt det praktiske. I ugen inden juleferien blev han meldt ind på sin nye skole, som han nu er startet på. Trods en lidt svær opstart med primært online-undervisning, så er han en fuldstændig anden dreng. Han glæder sig til at skulle i skole. Han arbejder ihærdigt med sine opgaver.
Han har ikke grædt over noget som helst skolerelateret og han har allerede fået et par gode venner samtidig med at han stadig har et par stykker fra den gamle skole også.

Alt er nyt. Og alt nyt er som bekendt svært.
Set i bagklogskabens lys, så burde hans far og jeg nok have truffet beslutningen tidligere, men jeg ønskede sådan, at alt ville blive godt for ham på den gamle skole. At vi kunne vænne mistrivsel til trivsel. Men jeg burde have trukket bremsen tidligere, for vi var alt alt for tæt på ægte skolevægring. Vi nåede det. Inden det blev for sent. Og nu håber jeg, at alt fortsætte i den gode retning. Min søn har oplevet nok modgang (læs fx dette indlæg) i sit relativt korte liv.

Efterrefleksioner og en opfordring

Nu, midt i januar, sidder jeg med en del efterrefleksioner og derfor også dette skriv. Jeg er selv lærer og kender til “hele systemet”. Jeg har pædagogiske værktøjer og kaniner jeg kan hive op af hatten. Jeg kan konflikløse til den store guldmedalje, finde faglig information (som fx Psykiatrifondens gode side om mistrivsel) og kan hjælpe med de fleste lektier. Jeg er heldig. Jeg er resursestærk. På det felt i hvert fald. Måske var det ikke til min fordel denne gang? Måske var det det, som gjorde at jeg var for længe om at tage beslutningen?
Hvor om alting er, så er jeg lykkelig over, at vi har endte med at springe ud i det og at jeg har fået et barn, som er glad. Min hjerteenergi er langsomt ved at lade op igen og jeg mærker overskuddet komme tilbage.
Jeg tænker på andre børn i samme situation og på alle de mange skolevægringssager, som man kan læse om og jeg tænker også på det “Corona-efterslæb” der må komme på et tidspunkt, fordi børnene ikke har nået de faglige højder, som var forventeligt. Vil det presse dem yderligere? Vil det skabe endnu flere børn, som ikke vil i skole? Vil det skabe mindre rum til sociale aktiviter? Vil det koste noget der ikke kan måles i penge? Jeg er bekymret lige som mange andre forældre er det.
Og sidst men ikke mindst. Det var slet ikke “så slemt” at skifte skole – jeg tror muligvis det var en større udfordring for mig end for min søn, så hvis dette skriv om mistrivsel kan hjælpe andre, som har lignende tanker på jeres børns vegne, så lov mig at handle på dem og vent ikke for længe. Det kan jo være at skolen og dit barn bare ikke matcher og så er vi jo så heldige at have (relativt) frit skolevalg i Danmark.

Har I haft lignende oplevelser mon?