Resolution(s) for 2014 og der er også plads til dig
Jeg sad den anden dag og dagdrømte lidt. Cookie snorkboblede i sin lune barnevogn udenfor og der åndede en velsignet ro på matriklen og det akkurat længe nok til, at jeg fik lov til at gøre en tankerække sådan ordentlig færdig oppe i mit hoved. Nu tænker I muligvis, at jeg er blevet bims og til det kan jeg blot svare, at det står ikke værre til end det altid har gjort. Altså med bimsheden 😀 Seriøst, så kan det virkelig være svært at gøre tanker færdige, når man er blevet mor (aka praktisk gris, som pludselig skal vide alt om alt og som faktisk kun ved halvdelen af en lille smule …. google er ens ven) og af samme grund sætter jeg oprigtigt pris på de stunder, hvor jeg får lov til at tænke færdigt.
Tankeemnerne kan være af yderst divergerende sværhedsgrad. De kan rumme meget store etiske problemstillinger så som utroskab ….altså overfor Louis og om hvorvidt det ville kunne tilgives med et enkelt sidespring til Furla, som har gjort kur det sidste års tid. Det kan også være skønhedsrutiner, som kortlægges og ændres på så rynkerne kommes mere effektivt til livs og sidst men ikke mindst, så planlægger jeg nye outfits. Og rimelige køb. Og også urimelige køb, selv om de ofte bliver ved tanken. Jeg bruger også tanketid på bloggen naturligvis … selv om jeg efterhånden er en af dem med rigtig meget blogerfaring, så har jeg indimellem brug for tid til at samle op i mit hoved og finde ud af, hvor jeg er på vej hen med det hele. SÅ, for nu lige at binde en knude på begyndelsen af indlægget, så har jeg besluttet mig for at samle op på 2013 ved at se frem til og hen til 2014 ud fra 3 overskrifter. Stil, skønhed og bloggens liv i en slags “nytårsforsætform”. Læs det første af indlæggene her en af dagene.
(Og PS, så jojo, bruger naturligvis også tanketid på alt muligt privat, men det hører jo lissom ikke sådan rigtig til her ….he he)
MEN jeg har lavet plads til et 4. indlæg …. som kan blive til noget eller lade være. Det er helt op til jer der læser med. Det afhænger nemlig af, om der er noget specifikt I kunne tænke jer at få svar på eller få beskrevet dybere. Det kan selvfølgelig også falde under de 3 overskrifter som jeg allerede har lavet, men fyr endelig løs …. så vil jeg forsøge at tage spørgsmål, betragtninger osv. med når jeg skriver. Er spændt på, om I har noget I kunne tænke jer at vide 🙂
2 Comments
Katrine Gunnersen
Øjeblikke til tanker er super vigtige – og ja, man får løst mange problemstillinger i de stille stunder. Mit andet barn er nu 6 uger og jeg brugte i går en hel middagslur på at finde årsager (løs argumenter) som kunne bruges, så vi næste jul kan være ved min familie og så dernæst begynde selv at afholde den dejlige højtid. I år var vi ved hans familie og det er noget jeg nødigt vil gentage – det var såmænd fint nok, men nærmest en normal weekendaften med gaver – og sådan er julen ikke for mig, og vil også meget nødigt at den skal være sådan for mine børn. Synes egentlig det sværeste efter at have fået børn det er at kompromiserne er blevet flere og de bliver hele tiden sværere og sværere at indgå. Tanker omkring parforholdet og det andet barn vil jeg gerne have – mest for at blive bekræftiget i at det ikke kun er os, som synes det har været hårdt at gå fra et barn til to.
Lisbeth V
Kære Marlene
Godt nytår. Jeg er en af dine nyere læsere (fulgt din blog i 2 måneder), og jeg nyder at læse med, tak for skønne indlæg. Jeg kunne vildt godt tænke mig at høre hvad du tror på i forhold til tendenser i 2014 moden – hvad bliver hot og hvad bliver not, og hvad satser du selv på.
Mvh Lisbeth V