Skønhed

Mine favorit makeup produkter lige nu for et let og lækkert hverdags-look

Med skift af årstid, kommer der tit også et skift af makeup produkter i min daglige rutine. Solen begynder så småt at efterlade fregner og huden får en anden glød.

makeup favoritter april 2015
Jeg kan, som I ved, rigtig godt li’ en makeup, som er let og som ikke skriger på afstand, men som stadig fremhæver hudens glød og som blender ind i mine egne naturlige farver. Generelt, er jeg temmelig “kedelig” og bruger mest grå og brune nuancer, men det er de farver der finest fremhæver mine meget blå øjne. Jeg har sværget til solpudder de sidste par år, men er faktisk begyndt at bruge en creme blush i stedet. Yndlingen er Stay Blushed fra Rimmel. Den er faktisk rigtig god og giver lidt mere rosa kinder end en solpudder gør … den efterlader jo mest lidt konturer og noget shimmer. Stay Blushed er en creme, som man dupper på kindbenene og smører ud, som man ønsker effekten. Jeg skulle lige lære at bruge den og dosere den rigtigt, men nu er den fast i rutinen. Har den også med i tasken, for lidt blush og lidt friskt på læberne kan i virkeligheden udgøre et helt friskt look 😉

Lige nu er der altså bl.a produkter fra Nilens Jord, Rimmel og L’Oréal i min rutine. Jeg er vild med de nye farver fra Nilens Jord, som er bronze – lys og mørk. Er begyndt at øve mig i at bruge en bronze eyeliner i stedet for kun den sorte. Bruger begge .. ovenpå hinanden. Det giver faktisk en pæn dybde. Mascaraen varierer alt efter, hvad jeg lige har ved hånden og om jeg er i gang med at teste noget, men lige nu er det Maybelline’s Go Extreme Very Black og den nye Black Volume fra Nilens Jord.
Min foundation går jeg til gengæld aldrig på kompromis med. Den SKAL være let, tynd og ikke virke “makeup’et”, hvis I forstår. Det er faktisk ikke vanvittig nemt at finde den helt rigtige, men L’Oreal’s Infallible 24-h Matte er g e n i a l – så er det sagt. Hvis ikke I har prøvet den allerede, så kan jeg KUN anbefale den. Den er så dækkende med kun et tyndt lag og kan relativt nemt friskes op i løbet af dagen. Det har jeg dog slet ikke haft behov for. Den fedter ikke, bliver ikke snasket eller samler sig i kanter/ folder af ansigtet. Hvis man godt kan li’ at være ekstra mat i huden, som makeup-trenden lige nu foreskriver, at man skal være, så er Maybelline’s Matte Maker ret god.

Som med alle andre makeup-produkter, så er effekten af dem direkte afhængig af, hvordan huden er plejet nedenunder. Det siger nærmest sig selv, men en gennemfugtet, plejet hud er nu engang det bedste lærred at arbejde på. Min hud opfører sig mærkeligt i øjeblikket – det ene øjeblik slår den frygteligt ud og det andet øjeblik er den tør som en kiks. Første rescue 911 er vand. Vand. Og mere Vand. Jeg drikker for lidt vand og det er helt klart med til at min hud reagerer. Dernæst god rens morgen og aften, toner og god creme. Men altså, det ved I jo godt 🙂

Sidst … læberne. Jeg elsker det neutrale look af en kombineret læbestift/ gloss. Ikke for tung og ikke for gennemsigtig – der er flere gode derude, men lige nu er det primært produkter fra Idun, Nilens Jord, Chanel og Dr. Hauschka som findes i min taske. Alle i de nude/ rosa/ beige nuancer.

Hvad mon I har af favoritter i øjeblikket? 🙂

.

Flere af produkterne er modtaget i test samples – alle oplevelser er naturligvis ægte. Her anbefales intet, som jeg ikke kan stå inde for. Enkelte links er affiliate.